Broderi og grænser

I forbindelse med fejringen af Genforeningen 2020, der markerede 100 året for Sønderjyllands tilslutning til Danmark efter 64 år under preussisk styre, satte jeg som forperson for Grænseforeningen Vejle Vesteregn gang i et fælles broderiprojekt. Lektor ved VIA i Herning og tekstildesigner Jane Ingerslev definerede de kunstneriske og materielle rammer. Hun valgte stoffer, farvepalet og format – 40×40 cm sekskanter, hvor det var frit for deltagerne at brodere deres bud på temaet “Grænser og national identitet før, nu og i fremtiden”. Broderierne kunne være abstrakte og figurative. De færdigbroderede sekskanter blev syet sammen til et fælles værk – en lang dug – hvor hver af de særegne sekskanter støder op til hinanden. En dug har stor symbolværdi. Sekskanterne er broderet i spændingen mellem individ og fællesskab – et godt samtalestof ved et bord.

Midterfeltet af det fælles værk – dugen

Projektet gennemførtes i samarbejde med Give-Egnens Museum og VejleMuseerne, Vejle Kunstmuseum, Der afholdtes to workshop på hvert museum. 33 kvinder broderede 46 sekskanter. Vi bad hver deltager skrive nogle linjer om sekskanternes tema. Det færdige fællesværk præsenteredes på Give-Egnens Museum den 25.11.2022. Samtidig blev der udgivet et katalog, hvor hver sekskant er præsenteres med den tilhørende tekst.

Dugen kan udlånes til vandreudstilling med henvendelse til Kirsten Rykind-Eriksen.

Det fælles værk – dugen – med figurative grænsefortællinger