Kloge Sophie og Tossede Erik

Kloge Sophie og Tossede Erik – Renæssancen for børn (og voksne). Randbøldal-Museet 2006. ISBN 978-87-683-33-4. 40 sider, illlustreret.

Publikation i forbindelse med udstilling af samme navn i anledning af det landsdækkende renæssanceår i 2006. Kloge Sophie var astronom og adelsmand Tycho Brahes søster (1556/1559-1643), der forelskede sig stormfuldt i adelsmanden Erik Lange (Tossede Erik), (1553-1613), som ejede herregården Engelsholm ved Vejle. Han var dybt optaget af den alkymistiske filosofi om at udvikle den menneskelige ånd – og rent fysisk at forvandle uædle metaller til ædle metaller. Sophie var klog som sin bror og hjalp ham med de videnskabelige undersøgelser. Sophie Brahe og Erik Lange giftede sig trod familien Brahes modstand i 1602, flygtede til Tyskland og endte dybt forgældede.

I publikationen fortælles om alkymien og den sorte kunst, og om alkymien og den hvide kunst, Niels Bredals skolestue, Børne Speigel 1568, høvisk adfærd, fruerstuen og om Tychos astrologi.