Højtider og traditioner

Peters jul og Den store Bastian – opdragelse i juleklæder 

Fortællingen Peters Jul fra 1889 er indbegrebet af al det, vi synes hører julen til. I bogens tekster og billederne gemmer der sig en række dyder og normer, som var helt indforståede for 150 år siden. Juleaften er noget, man gør sig fortjent til – den kommer ikke af sig selv. Gaver og julehygge er belønning for gennemlevede lidelser og holden sig i skindet, når det gælder børnene, og for hårdt arbejde, når det gælder voksne. Kernefamilien ses som samfundets bærende pille, og vore juletraditioner er med til at opretholde denne opfattelse. Den store Bastian, revseren, er et synonym til julemanden, der får børn til at opføre sig ordentligt. Foredraget rummer både julehygge og et kulturhistorisk perspektiv.

 

Julestuer, Hellig Tre Konger og andre gamle skikke og traditioner

B. Dahlerups tegning af gamle julelege, som foregik i bondegårdens storstue.

Traditioner er meningsfulde og nyttige. De er med til at holde styr på vores liv – inddeler både årets og livets rytme. Til jul og nytår har vi både nogle, der er landsdækkende, for slægten og for den enkelte familie. Men hvorfor er nogle traditioner mere sejlivede end andre ? og hvor kommer de fra? I foredraget ses på en række af disse. Og navnlig på julestuer og julelege. Julen sluttes af med Hellig Tre Konger.

Den hjælpsomme julenisse, der kommer med gavelisten. Tegning af Peter Møller 1890.

Julefortællinger og nissesagn

Nisser, der optræder i store mængder ved juletid som små hyggefyrer, har ikke altid været så fredelige.  For 400 år siden var de alvorsfulde og arbejdsomme små mænd, der gemte sig for menneskene.  For 150 år siden hørte nissefortællingerne til i den folkelige overlevering, og derfra har vi en række sagn, som rummer grumme historier. Foredraget handler om nissens historie og betydningen af disse sagn.

 

Olietryksbilled, ca. 1900. Englen vogter børnene ligesom deres moder.

 

Kan du høre englene synge?   Engle mellem overtro, fænomen og kunst

Engle kendes fra oldtiden, hvor de er budbringere, og fra den kristne kunst. Engle optræder i store mængder ved juletid. Men også i dagligdagen spiller en form for engletro en rolle for mange mennesker.  I foredraget kommer vi ind på engledyrkelse før og nu, og hvad den er udtryk for.

 

 

 

Påsketraditioner og forårsløjer

Lammet hører sammen med påsken. En skik, der går tilbage til Hebræernes udvandring fra Egypten. Kalkmaleri i Ballerup Kirke.

Med påsken slutter vinteren og livet i naturen pibler frem igen. Fejringen af påsken markerede fastens afslutning i den katolske tid, og dertil var knyttet en række traditioner, som fortsatte med at spille en rolle, mens nye kom til.

I foredraget går vi tæt på, hvad disse traditioner betyder. Ser på Bindebreve, der blev til gækkebreve,  og på de mange fornøjelige æggelege.